Category Archives: Dagens ret

Superæg

Jeg rent ud sagt ELSKER æg i alverdens former og så er det jo heldigt, at det samtidigt er rimeligt sundt! Lige nu spiser jeg især mine æg som en slags spinat-røræg, hvor jeg blander 2 æg, lidt mælk, lidt salt + peber, ca 200 gram spinat (frisk eller frossen) og tonsvis af sambal oelek og cayennepeber (eller måske ikke tonsvis, men snarere 1-2 tsk fuld af hver).  Jeg siger jer, det er en rigtig omgang poweræg, der for det første smager enormt godt og så mætter det også helt vildt godt! Hvis jeg føler for, det spiser jeg enten lidt bacon til eller også blander jeg lidt god salami eller chorizo i tern i æggemassen.

Håber I nyder jeres søndag, jeg sidder pt. og genser Voice med min yngste. Vi hepper på Rebecca – hendes version af Bill Withers “A`int no sunshine” gav mig gåsehud!  De andre år har jeg som regel også altid set i hvert fald de første afsnit af X-factor, men når det er sammen med mine børn synes jeg faktisk at det er bedre at se Voice, når nu det skal være, idet det er knapt så “ondt” et program, hvor jeg ikke behøver at skulle forklare mine børn, hvorfor dommerne mobber deltagerne og hvorfor der gøres så tykt grin med deltagerne i det hele taget… ! Jeg må indrømme, at min grænse nok er nået ift X-factor og det har intet med deltagere eller dommere at gøre, men alene med Dr`s klipning som jeg efterhånden finder tåkrummende pinlig amerikansk med drama-underlægningsmusik og en vildt poppet og træls udformet klipning…. Synes det handler alt, alt for lidt om musik og alt for meget om at lave følelsesporno, hvor musikken tildeles en minimal bi-rolle…. (men hvis ikke det var for ungerne, slugte jeg det sgu nok råt alligevel!)  GOD SØNDAG!

Aloo ghobi – dagens ret

Kartofler og blomkål i en skøn forening med hvidløg, ingefær, spidskommen, gurkemeje, tomat, chili og garam masala. Forbandet stærkt, men lækkert og let!
Til 4 personer
Ingredienser: 
3 spsk. olivenolie
1 1/2 tsk hele spidskommenfrø
1 1/2 tsk finthakket frisk ingefær (eller fra glas!)
2 fed pressede hvidløg
1 tsk. stødt gurkemeje
1 1/2 tsk. stødt chili
2 tørrede chilier (kan udelades, hvis man ikke ønsker en for stærk ret. Den er lidt stærk i forvejen!)
1 tsk honning
2 tsk garam masala
4 tomater i tern (eller 1 ds)
2 dl vand
1 blomkål skåret i små buketter
4 kartofler skåret i terninger
evt. 2 spsk kokosmel
Varm olien, tilsæt kommenfrø og svits let i ca 1. min ved middel varme. Tilsæt ingefær og hvidløg, rør kortvarigt rundt, tilsæt kartofler, steg 1 min. Kom herefter gurkemeje og chili i under konstant omrøring. Tilsæt tomater, skru ned og lad retten simre i ca 5min. Skru op til middel varme igen og tilsæt blomkål og vand. Lad simre i ca. 15-20 min. eller til væden er væk. Rør honning og garam masala i til sidst og drys evt. med kokosmel ved servering. Smager godt sammen med raita og noget indisk brød. 
Vær obs på at hvis man ikke bruger en slip-let pande/gryde, skal man holde godt øje med retten og røre lidt i den, så den ikke brænder på! 

MAD

Photobucket

Måske jeg har vist den her ret før, men den er altså også bare god, så den fortjener at komme på igen. Det er en af de retter som er perfekte til de dage, hvor man kun lige har 20 min. til at lave mad og alt den kræver er noget kogt ravioli eller tortiglioni, der blandes med en bøtte ricotta og noget pesto. Når den serveres, blander man frisk parmesan, rucola og i det her tilfælde, små ovnbagte danske tomater, sammen med pastaen og så har man altså en sindssygt hurtig, meget velsmagende og vel også relativt sund ret på ganske kort tid.

Photobucket

Den her basse er så til gengæld knapt så sund. Men det er jo altså også lige meget, for skal der chokoladekage på bordet, så skal der altså chokoladekage på bordet og så kan man lige så godt gå all in og gøre det ordentligt! Ikke noget light-kage til os… Den her har jeg så ikke selv kreeret, dertil rækker mine bageevner slet ikke, men til gengæld har jeg en kæreste som er god til engang i mellem at tage kager med hjem ❤

Linsedeller

Photobucket

For noget tid siden lavede jeg for første gang de her nemme “deller”, som alle i familien var enige om var ret vellykkede. Opskriften hedder egentlig bare “linsefrikadeller” og er fra Trine Hahnemanns “365 hverdagsretter“, men idet der slet ikke var krydderier i opskriften (og det kan vi jo ikke have!) tilføjede jeg nogle krydderier fra en anden opskrift på tyrkiske kødboller, så de kunne komme til at smage af noget.

De minder ret meget om falafler, bortset fra at de består af linser og ris fremfor kikærter og så skal de ikke frituresteges, men blot steges på panden ligesom almindelige frikadeller. Serveret med lidt random salat, spelt/persille pandebrød, sød chilichutney med frisk koriander, tomat og løg samt en tahin-dressing smagte det rigtigt godt! Og så smager de også godt dagen efter, hvilket også kan siges om dressingen.

Her er der til en ordentlig portion, som alt efter appetit og tilbehør kan strækkes til ihvertfald 4 ret sultne voksne personer.

Ingredienser: 
2 dl røde linser (koges 20 min)
2 dl basmati ris eller 2 dl brune ris (koges 20 min, 30 min ved brune ris)
1-2 revet gulerod
3 stængler finthakket blegselleri
2-3 fed finthakket/knust hvidløg
2-3 finthakkede rødløg/alm. løg
1 tsk paprika
2 tsk spidskommen
1 tsk tørret oregano
2 spsk frisk mynte (kan udelades, jeg brugte det fx ikke…)
5-6 spsk tomatpuré
1 – 1 1/2 dl. fløde
olie til stegning

Tahini-dressing:
2 spsk tahini
1 fed presset hvidløg
2 dl græsk yoghort 10 %
1/2 tsk stødt koriander
salt og peber
(blandes og stilles til side – gerne lidt tid før det skal spises)

Bland de kogte og lidt afkølede ris og linser med de øvrige ingredienser og rør det godt sammen. Start med 1 dl fløde og er det for lidt, så kom lidt mere i. Konsistensen skal være ligesom ved frikadeller, da man skal kunne vende dem et par gange på panden. Tror måske også at man ville kunne tilsætte et æg, hvis ikke det vil hænge sammen, det var dog ikke nødvendigt i mit tilfælde. De kan brunes på en pande og sættes i ovnen ved 200 grader i ca 15 min. men man kan også bare stege dem på panden 4-5 min på hver side, hvilket jeg gjorde og det fungerede fint.

Chicken Tikka Masala

Photobucket
Photobucket

For noget tid siden købte jeg denne her kogebog som indeholder opskrifter fra to af mine yndlingskøkkener, nemlig det indiske og det thailandske. ELSKER simpelthen godt krydret mad og der er især indisk mad (som jo selvfølgelig består af mange forskellige regionale variationer) fantastisk med alle dets krydderier – som nok også er det, der omvendt gør, at mange går døde ved synet af opskrifter, hvori måske 20 krydderier skal ristes, blandes og mortes.. Det kan godt virke lidt omfattende, men som der var en der skrev, er mange af krydderierne faktisk ikke så fremmede for os, for fx efter julen har de fleste danskere både kanel, nelliker, kardemomme mv. i huset og ellers er det bare en tur ud i bazaren og opgradere krydderihylden!

I det her tilfælde synes jeg at forfatteren har holdt en fin balance og gjort livet lidt nemmere for os. Opskrifterne bærer præg af noget autentisk, men samtidigt er det tydeligt, at den er tilpasset et vestligt publikum, så mængden af krydderier er slet ikke så omfattende som ellers i mange indiske madopskrifter.  Det kunne så gå hen og gå ud over smagen, hvilket en inder nok også ville mene, men jeg synes nu at den her chicken tikka masala mere end nemt kan hamle op med, hvad jeg personligt har fået på indiske restauranter, så helt galt er det nok ikke. Nu har jeg efterhånden også prøvet nogle opskrifter med mange flere krydderier og synes faktisk ikke at smagsforskellen er så stor, at det gør noget. Og så er den faktisk ikke besværlig, hvis bare man husker at starte marineringen af kødet i god tid (aftenen før – eller senest 4 timer før tilberedelse). Den smagte virkelig godt og toppet med lidt ekstra chili og koriander var jeg ret tilfreds med den. Og det var resten af familien heldigvis også.

Lasagne med ricotta

Min kæreste har gang i en uofficiel tour-de-lasagne, hvor målet er at finde frem til vores personlige favorit. I weekenden lavede han denne her, som JEG rigtigt godt kunne lide, men som resten af familien var sådan lidt lunkne overfor. De savnede åbenbart bechamelsaucen, som i denne variant er udskiftet med 500 g ricotta blandet med soltørrede tomater, 1 squash i tern, 5 spsk. bredbladet persille, 1 æg og selvfølgelig lidt salt og peber. 
Traditionalister, siger jeg bare – selv synes jeg nemlig at den var vildt god, så den tvinger jeg ham nok til at lave igen en dag. Og nej, min kæreste er IKKE en af de der superchef-mænd, som lige selv havde regnet ud, at man da kunne gøre noget så grænseoverskridende som at skifte bechamelsaucen ud med andre ingredienser. Det har han den her bog at takke for, som i øvrigt er en udmærket opskriftsbog til børnefamilier, som ikke hver dag har en evighed til at stå og kokkere i. Det gode ved den er b.la. at den kun rummer livretter! Og det er jo noget de fleste pr. definition kan lide…Billedet blev noget utydeligt, men den er forfattet af Trine Carnera Ljungstrøm, hvis det skulle have interesse. 
Kødsauce: 
1 løg
1 stilk bladselleri
1 stor gulerod
1 pakke bacon (165 g) eller pancetta
2 spsk olivenolie
100 g svinekød, 100 g oksekød, 100 g kyllingebryst ELLER 3-400 g god hakket oksekød
1/4 l hønsebouillon
oregano 
2 spsk tomatpuré
salt, peber
Fyld:
100 g semidryed tomater eller tomatpesto
4-500 g ricotta
5 spsk bredbladet persille
1 squash i små tern
1 pasteuriseret æg
salt, peber
1 spsk smør
(blandes og anvendes som et af lagene i lasagnen – som man normalt ville bruge bechamelsaucen)
Øvrige ingredienser:
1 pakke friske lasagneplader eller ca 250 tørrede
150 frisk mozzarella evt. lidt parmesan

DAHL

Jeg ville nok aldrig kunne opgive kød helt, da der efter min mening bare ikke er noget som en god bøf! Alligevel prøver jeg dog at få indkorporeret mindst en vegetarisk dag om ugen, da det jo er godt for både pengepungen, miljøet og forhåbentligt også vores sundhed. I sidste uge lavede jeg denne her dahl med spinat som jeg gerne vil anbefale, da den er virkelig mums! Forudsat selvfølgelig, at man ikke har et barndomstraume i forhold til spinat – hvilket jeg nok selv er godt på vej til at give mine drenge – for selvom jeg på ægte mor-manér forsøgte at sælge den på “Skipper Skræk” argumentet, købte de den nu ikke helt og der blev spist væsentligt mere brød end dahl for deres vedkommende….Efter min egen mening (og min kærestes) smagte den nu fortrinligt, så vil lige give opskriften videre. Det er en nem og dejlig ret til de stadig lidt kolde dage og så tager den altså kun ca. en time at lave (inklusiv kogetid 45 min.)
Ingredienser:
2 spsk smør 
(eller olie – mindre end 2 spsk kan også gøre det, bare pas på at krydderierne ikke brænder på!)
2 løg
4 fed hvidløg
ca. 3. spsk. hakket grøn chili inkl. kerner
15 grønne kardemommekapsler
1 tsk fennikelfrø
1/2 tsk. stødt nellike
1 spsk garam masala
300 g grønne linser (skal ikke udblødes forinden)
Ca 1 liter vand
salt, peber
250 g frisk spinat
(Jeg tilføjede desuden kikærter – da jeg bare ææælsker kikærter!)
Hak løg og hvidløg. Flæk kardemommekapsler og knus frøene sammen med fennikelfrø i en morter. Brun alt i smør inkl. chili, nellike og garam masala i nogle minutter. Tilsæt linser, vand og salt, rør rundt og lad retten simre under låg i ca 45 min. til linserne er helt møre. Tilsæt så hakkede spinatblade og lad det simre indtil spinaten er faldet sammen. Smag til og server med chapati, Sofies pandebrød, naanbrød eller groft pitabrød, mangochutney og evt. en klat græsk yoghurt eller indisk raita. 

Holy chicken

I vinterferien da J og jeg havde et par dage uden drengene hjemme, lavede vi denne her smoking hot chiliret som virkelig smagte godt. Vi spiser bestemt også krydret mad sammen med vores børn, men der bliver dog som regel skruet noget ned for chilien af hensyn til de små ganer, så det var herligt bare at kunne lave en ret med tonsvis af chili. Doven som jeg er, har jeg forsøgt at fotografere opskriften ind, men det blev vist lidt utydeligt…Jeg havde ikke lige korianderrødder, thai-skalotteløg og madagascarpeber ved hånden (indgår nok næppe som basis del i de fleste danske køleskabe) så istedet for tilføjede jeg lidt knust koriander, lidt frisk ingefær og så almindelige løg. 
Resultatet ser måske ikke helt vildt fantastisk ud, men det smagte rigtigt rigtigt godt. Kombinationen af den sødlige østerssauce, thai-basilikum og sukker fungerer bare perfekt sammen med den stærke chili og den salte fishsauce. Og så er spejlægget bare lige prikken over i`et. Nogle vil måske synes at det er underligt med spejlæg sammen med ris, men det er vel i bund og grund ikke så anderledes end når vi spiser biksemad med spejlæg. I Korea fik jeg den traditionelle Bibimbap med ris, grøntsager og kød, hvor ægget er råt når det kommer ind og så blander man selv hele molevitten i den voldsomt varme skål som det serveres i. Utroligt lækkert faktisk og så kan det laves på den samme tid som det tager at koge nogle ris.

MAD

Photobucket
Photobucket
Lidt mad-spam fra den sidste tid. 
Js lasagne (efter en Jamie Oliver opskrift) Med creme fraiche, frisk basilikum og frisk tomat. Creme fraichen gør lasagnen knapt så “tung” i det som den traditionelle med bechamelsauce. Og næste gang skal der vist lidt sølvpapir på den i starten, så den ikke bliver sort i kanterne, ahem…
Indisk karrysuppe med rejer og torsk, groft pitabrød og lime.
Pizza med frisk mozzarella, cherrytomater og basilikum. Tomatsaucen består af 1 ds flåede tomater, 1 lille tomatkoncentrat og masser af hvidløg, timian og oregano, der blendes til en lind sauce. Og pizzamel giver altså et bedre resultat end alm. hvedemel….
En omgang redigeret saltimbocca i form af kyllingefilet omviklet med frisk salvie og bacon. Dertil fritter og kold krydderurtesauce. Kog evt. kartoflerne hele i 5-7 minutter, skær dem så ud og forkæl dem i olie, krydderurter og hvidløg, før de ryger i ovnen. Det forkorter tilberedelsestiden væsentlig og giver sprøde fritter. 
Kylling (marineret i brun farin, ingefær, hvidløg, fishsauce) satay med hj.lavet jordnøddesauce (løg, hvidløg, jordnøddesmør, kokosmælk, frisk rød chili, fishsauce, Ketjap manis, brun farin, evt. lidt lime) Der er mange forskellige varianter af satay-saucen, men husker man at bruge brun farin, ketjap manis og fishsauce får man efter min mening den mest autentiske smag… Siger en, der aldrig har været i hverken Thailand eller Malaysia..!
Og sidst men ikke mindst har jeg stået på hovedet i køkkenet de sidste par uger og lavet fastelavnsboller i hobevis. Det kan godt være at fastelavn først er i februar eller marts, men her i huset starter vi altså allerede i januar med at spise bollerne. Og så faster vi senere….De skal være gammeldags med masser af smør, creme og kardemomme og så skal der selvfølgelig glasur på toppen. 
Hav en god søndag – nu skal jeg spille Super Mario Galaxy med mine drenge!

I fredags…

19/11-10
…så jeg sådan her ud, med “ny” Monki kjole, som jeg har fået af en veninde, der skulle rydde op i sit tøj (Tak B!) Har taget den omvendt på, da siden med knapperne egentlig skulle være bagpå, men sådan her sidder den nu engang bedst på mig….
Photobucket
I fredags spiste vi det her; krydrede oksedeller (med muskat, kanel, spidskommen & hvidløg) med hjemmelavet humus, tzatziki, Sofies pandebrød og tabouleh.
Pandebrødene er jeg ret vild med, og jeg betragter dem lidt som en nem variant af det indiske naan-brød og så passer de perfekt til fx. sådan en ret her eller til indiske gryderetter. I stedet for at anvende 400 g hvedemel som i opskriften, erstatter jeg en del af hveden med fx. groft speltmel, så bliver det lige en tand sundere. Derudover pensler jeg dem med lidt hvidløgsolie/krydderier, før jeg steger dem på panden uden yderligere olie. Så bliver de helt perfekte!
Tabouleh`en er måske ikke super autentisk, men den er rigtig god til både oksekød, kylling og fisk og så er den nem at lave i en hurtig vending.
Tabouleh (4 pers)
3 dl cous cous
2 spsk olie
3 dl vand
1/2 dl friskpresset citronsaft
1/2 dl god olie
1 fed hvidløg
2 tomater skåret i små tern
ca 1/2 agurk skåret i små tern
1 håndfuld friskhakket koriander
salt og peber
Overhæld de 3 dl cous cous med 2 spsk olie og lad stå i ca 10 min.
Sæt 3 dl vand over i en gryde og kog op
Tilsæt 3 dl cous cous – rør rundt i få min. til grynene ser færdige ud. Tilsæt evt. lille klat smør
Lad grynene trække og køle af i ca 15 min, mens man evt. hakker agurk, tomat og koriander
Bland 1/2 dl god olie med 1/2 dl. citronsaft + presset hvidløg og bland i grynene (tilsæt evt. lidt mere olie/citron efter smag og behag)
Tilsæt tilsidst hakket agurk, hakket tomat og koriander og smag til med salt og peber
Smager også rigtigt godt dagen efter – evt. blandet i alm. salat!
Velbekomme!