Monthly Archives: oktober 2009

Black and white


Hvor kan man finde de her strømpebukser???

Reklamer


(Credits: Eugenico Recuenco)

Øv, sidder her med snot-næse og ondt i halsen og hovedet og den store er ramt af det samme. Skulle ellers have været en tur i byen i aften, det orker jeg næsten ikke. Håber I har/får en bedre fredag aften end min foreløbigt har været. God weekend!

Bandidos goes fashion!


(Tegning af Per Marquard Otzen)

Læste for noget tid siden, at rockerne (bandidos nærmere betegnet) der jo som bekendt er blevet ret proaktive i deres rekruttering af medlemmer, nu også er sprunget ud som designere! Jo, men det er jo faktisk også gud og hvermands ret i dag, så hvorfor ikke? Man kan indtil videre købe deres styles rundt omkring på sjællandske markeder,byfester, privatfester og på nettet. Det er tvivlsomt om disse styles kommer til Århus, da rockerne foretrækker at holde det på et lidt eksklusivt plan, hvilket betyder at man enten skal købe udvalgte styles over nettet eller tage til Nordsjælland, men man kan jo altid håbe, nu da også Gina T., Monki og Weekday er kommet, eller er på vej til Jylland. Umiddelbart er design-debuten noget af en succes, da politiet rapporterer om unge helt ned til 13-14 år som har taget denne trend til sig. De ved simpelthen hvad de unge kan lide! Selvom man måske ikke lige skulle tro det, er rockerne jo rent faktisk også ret fashionable og rammer med deres skindveste, læder, frynser, bikerboots og grove smykker ret meget ned i tidens trend lige nu. Synes egentligt, at deres styles fremstår som behageligt tøj med stor bevægelsesfrihed, hvilket appellerer til alle os der engang imellem lægger lædervesten på hylden, og i stedet for ønsker at iføre os noget mere casualt som stadig har lidt signalværdi.

Men – og der er jo altid et men, for selvfølgelig er der i disse politisk korrekte tider også nogle spørgsmål af etisk karakter at tage stilling til. Man skulle jo mene, at rockerne, som vel kan betegnes som forholdsvist godt ved muffen, burde være foregangsmænd og lave økologisk og bæredygtigt design som evt. kunne svanemærkes og miljømærkes. På den måde kan det i højere grad blive tydeliggjort at rockere jo faktisk er dybt socialt bevidste, ansvarlige og miljøorienterede. For det er de jo, det ved alle og enhver! Rockerne er f.eks dybt bekymrede for ungdommen i dag, og udtrykker b.la. bekymring for alle de unge rødder, som ikke har dagens gode gerning at give sig til. Rockerne udfører derfor i den forbindelse en særlig form for socialt arbejde ift. de unge, hvor der b.la. arrangeres fester, hvor rockerne kan yde omsorg og social støtte – altsammen for at vise de her rodløse unge, at der findes et stort og kærligt fællesskab, hvor man altid er accepteret og velkommen. Rockernes samfundssind stopper dog ikke ved det, de har såmænd også stor interesse i og omsorg for de unge 2. generationsindvandreres integration og generelle velbefindende, og lægger sig dermed på linje med den omsorg som også en politiker som Pia Kjærsgaard gang på gang synes at demonstrere på fineste vis. Samtidigt er det jo også selvklart at en rocker ønsker at værne om miljøet. Det er b.la. derfor at de foretrækker harley davidson fremfor biler, og så ynder de jo gerne at køre lange ture igennem smukke landsskaber og nyde den friske luft. Og hvornår kommer der egentlig en modeblog fra Bandidos med f.eks dagens rocker outfit? Hvad en rocker ønsker sig lige nu? Hvad en rocker bliver inspireret af? Eller hvad en rocker mener om den tiltagende kommercialisering af dem? Interessant og totalt oplagt. Jeg kan næsten ikke vente. (Og når jeg skriver igen og igen, at jeg har for lidt tid til alt muligt, så bliver det jo vist ret tydeligt, at det er fordi at jeg f.eks. sidder og bruger tid på at skrive lort som det her!


PS: For the english readers – THIS IS A JOKE, I do not support either Bandidos, Hells angels or other biker-associations. This is just for the fun of it…

12 jeg kan lide!

Photobucket
Photobucket
Photobucket
(credits: Eirik Slyngstad for Streethearts)
Jeg skal snart have lavet mig en decideret liste over streetblogs, for jeg er lidt ved at miste overblikket, da der er så sindssygt mange gode og for nylig (gen)opdagede jeg den norske streetblog,
Streethearts, som jeg synes er ret fantastisk. Enten har nordmænd bare fantastisk smag (efter min mening) eller også er det fotograferne som tilfældigvist lige rammer det jeg kan lide! Det er to fotografer der styrer morskaben, og der bliver også taget billeder rundt omkring i andre lande, når de er ude at rejse. De beskriver bloggen som følger:

The Streethearts is a fashion web site aiming at showing what ordinary, well-dressed people wear in their everyday lives. We show you people who bear their clothes and dress themselves with pride. We want to stimulate you to personalize your style and find new ways to put together your outfits. We believe that inspiration can be found everywhere and at all times, and not only on the catwalks around the world.

Jeg kunne ikke være mere enig! Jeg kigger faktisk ret sjældent og i alle tilfælde overfladisk på catwalk-looks og editorials. Jeg finder typisk meget mere inspiration i at åbne øjnene og kigge mig omkring. Dvs. at inspiration ikke kun finder sted via de her fede streetblogs, men overalt i gadebilledet! Selv i lille Århus. F.eks elsker jeg at sidde i bussen og nidstirre folk for vildt (det er lidt ligesom et fjernsyn, bortset fra at de jo faktisk godt kan se at jeg overbeglor dem!) og havde jeg modet til det, ville jeg rende rundt med mit kamera og fotografere lokale mennesker med stil. Er bare ikke helt nået ud over den blufærdighedsgrænse, som afholder mig fra at gå hen og spørge vildtfremmede folk, om jeg må tage et billede af dem, som så skulle offentliggøres her på siden. Måske jeg får mod på det på et tidspunkt, det er i hvert fald noget jeg gerne ville udvikle bloggen hen i mod lige så langsomt. På den måde behøver I heller ikke glo på mit fjæs hver dag, ha ha!

Her har jeg udvalgt nogle af mine favoritter som indeholder alt jeg er vild med nu og som jeg selv befinder mig allerbedst i dvs: layering, oversize, militærgrøn, sort/beige, guld/sølvsmykker, stooore tørklæder, gamacher og flade sorte sko. Hvis I kigger godt efter kan I desuden spotte to ret så fashinable og halv-geniale danskere…

Fashionology blog

Photobucket
Har tidligere købt halskæden med fugle-kraniet hos den hollandske sælger, Rachel der står bag Fashionology. Jeg har så i den forbindelse glemt at nævne, at hun også har en blog som linker direkte til webshoppen. Har ikke rigtigt tjekket den ud, men umiddelbart ser den meget fin ud, og smykkeudvalget er også ganske nydeligt. Smykkerne er ret meget spot on ift. aktuelle tendenser, og så er det et ret godt alternativ for alle os, der ikke har råd til Pamela Love… Jeg kan derfor bestemt anbefale sælgeren som i øvrigt er ret hurtig til at sende tingene.

Get Rumis pants!

Photobucket
De af jer der følger Rumi på Fashiontoast ved, at hun har en ret så fantastisk stil. Jeg er dog stadig ikke helt kommet mig over de blonde-trompetdrenge, som hun luftede her i sommers og nu kan jeg så se, at et af mine yndlingsmærker Silence + Noise har lavet en variant af buksen til en pris af 32 £. Jeg er stadig ikke overbevist og bliver det heller ikke i det her tilfælde. Og som den praktiske mor jeg er, tænker jeg også at det der – det er eddername for koldt for det danske efterårs/vintervejr – omend jeg er sikker på, at de nok skulle få opmærksomhed på både godt og ondt.

Er de noget for dig?

Sorte vintage læderjakker!

Photobucket
Jeg har længe luret på de her to jakker på Trendsales, som fortsat er til salg. Synes de er virkeligt skønne og tror at de ville være perfekte til f.eks et par stramme jeans, en oversize t-shirt og et par grove støvler. Desværre ved jeg, at formen på jakkerne ikke er optimal til sådan en bette prop som mig, så derfor giver jeg tippet videre her.

Find jakken til venstre her.
Find jakken til højre
her.

Jeg ønsker mig 90`er bogen…

Jeg var teenager i 90`erne (i det mørke jylland) med alt hvad det indebar af eurodance-pop, britpop, grunge, østkyst og vestkyst hip hop, dansk hip hop som Den gale pose, Hvid sjokolade, Clemens og Malk de koijn, Beverly Hills 90210, The Simpsons, Twin Peaks, Povl Kjøller som kult, “Husk lige tandbørsten”, Crazy Daisy, Karaoke, mobiltelefonens og internettets gennembrud, supermodeller, buffalo-sko og dogme-film. Nu har en journalist fra Politiken, Ditte Giese, været så venlig at skrive en bog om “det såkaldte sjove årti” som lå imellem murens fald i 1989 og tvillingetårnenes fald i 2001. »Årtierne før 90’erne fylder så enormt meget. Jeg har været til et utal af 80’er-fester, og man skal altid høre om alt det fantastiske, der skete i 70’erne. Derfor tænkte jeg, at tiden måtte være moden til at tale om 90’erne,« siger hun om bogen. Bogen har fået ok fine anmeldelser, dog går den negative kritik b.la. på, at den er for Københavner-centreret, idet der hovedsageligt skrives ud fra en storby-ungs perspektiv, hvor København fremstilles som epicenteret for en hel ungdomsgeneration. Det er så ikke ligefrem noget nyt for en journalist fra Politiken at lade hele verden rotere rundt om København, men lad det nu ligge. Jeg tror, at man skal tage bogen som en nostalgisk rent subjektiv fremstilling af hendes indtryk fra årtiet, og så bare læne sig tilbage og lade sig underholde. Nu kender jeg hendes skrivestil fra Politiken, og hun er altid superskarp samtidigt med at hun har humor og selvironi i behold, hvilket allerede er nok til at jeg er interesseret i at læse bogen. En af hendes bedste kvaliteter efter min mening er desuden, at hun som regel er ganske eminent til at karakterisere hendes egen generation (1977), som jeg (næsten) tilhører, og som jeg derfor tit kan nikke genkendende til. Jeg MÅ derfor have denne her bog – et oplagt julegaveønske til dem, der ikke ved, hvad de skal give mig….

Wuhu Choo!

Photobucket
Det er faktisk først i dag at jeg har kigget sådan rigtig på den kommende Jimmy Choo kollektion for H&M, og jeg må sige at det da ser ret så lovende ud. Har valgt mine favoritter her. Det er en kollektion fuld af glitter og glamour, og mange af delene vil derfor være perfekte til julefrokoster og generel festivitas her i de mørke måneder. Selv er jeg ret vild med den lille sorte kjole med similisten på, smykkerne og læderbukserne. Jeg har dog nærmest på forhånd lidt opgivet at få fat i det, da jeg tror at folk kommer til at gå ret meget amok over det her, men ok, lad os nu se. Det troede jeg også med Divided eksclusive kollektionen, hvor der den dag i dag stadig er dele i butikkerne samt online. Nu er det jo heller ikke ligefrem superbilligt, men mon ikke den alligevel kommer til at gå som varmt brød, fordi folk nok også gerne vil give lidt mere for H&M, når der samtidigt står Choo i nakken…

Heeled trainers?

Photobucket
Topshop har for noget tid siden lavet sådan en smart funktion, der hedder “Back in stock“, hvor man hurtigt kan få overblik over, hvilke varer de har fået hjem igen…

Jeg lurede på de her Able suede heeled trainers allerede sidste gang de havde dem – da de kun kostede 35£. Eftersom de blev solgt hurtigt, er det nok baggrunden for at Topshop denne gang har valgt at sætte dem til 40£. Synes egentlig det er lidt frækt, men det er de jo i deres gode ret til at gøre. Det minder lidt om nogle hypede wedges på Nelly.com, som blev sat op umiddelbart efter at de blev revet bort samt det forhold at mange bloggere i DK og Sverige nævnte dem…. Anyways, jeg er godtnok lun på dem, men mit tøjbudget tåler vist ikke flere nye sko det næste år – selvom jeg lige har fået solgt mine Jeffrey Campbell wedges og jo, denne gang er den god nok. Hurra for det!

Nu vil jeg se “Kokkekampen” med Bo Bech – elsker ALLE kokkeprogrammer, ved ikke helt hvorfor? Synes især at det er sjovt at se en kok som Gordon Ramsey gå amok og blive knaldrød i bolden af raseri, he he…. Et andet elsket realityshow som bliver set engang imellem, selvom jeg som regel glemmer det, da jeg sidder midt i en film, med snuden i en avis eller her foran computeren, er “Luksusfælden”, og den ved jeg godt, hvorfor jeg ser… Det er befriende at se folk med en værre økonomi end en selv. Lidt ondt, men desværre sandt for mit vedkommende i hvertfald…