Bad girls

Har jo et kæmpe svagt punkt for hende her og elsker bare det her nummer og ikke mindst den seje video!

Forårs Zara

Manner, jeg savner Zara-butikken i Aarhus. Synes det er en vanvittigt uretfærdig mangel i DKs 2. største by, at vi ikke længere har den mulighed. Ved ikke, om det mon skyldes de første forårssolstråler (man har vel lov at være lidt optimistisk, ikke?) som har ramt mig i dag, for pludselig har jeg rent faktisk lyst til at hoppe i noget andet end vinteruniformen som mere eller mindre har bestået af jeans, sweater/cardigan og et par boots – som lidt forklarer, hvorfor det ikke ligefrem vrimler med dagens outfits for tiden. Synes simpelthen det er for kedeligt og selvom jeg er stor fortaler for at vise hverdags-outfits, ja, så har jeg bare ikke lige haft lysten til at vise i princippet det samme outfit dag efter dag. Hvis jeg lige kunne, hoppede jeg gerne i det her nye Zara-kluns og helst blonde-kjolen eller den mint-grønne skjorte. I stedet for bliver det nok nærmere et fastelavnskostume, da jeg skal ud og rasle med drengene her om et par timer…. Eller ikke… God søndag!

Endelig…

image

Jaaaah, endelig et indlæg herfra, men det var nu ikke helt det jeg mente… ENDELIG fik jeg nemlig de NB 576 sneakers, som jeg har jagtet den sidste halvanden måned! Købte dem først hos Norsestore og returnerede dem så, da jeg samme dag faldt over selvsamme sko (eller det troede jeg ihvertfald) til det halve af prisen på Trendsales. Så retur med det første par, mens jeg glædede mig over at have sparet næsten 50% på et par, som så viste sig at være den helt og aldeles forkerte 576′er model (uden ruskind, ahmen altså, anede ikke engang at de fandtes! Og så var de også mindre i str. Og min star-struckness over at de havde tilhørt en vis frk. Emma Leth kunne ligesom ikke rigtigt kompensere for det!!)

På det tidspunkt var de rigtige selvfølgelig udsolgt. Som i overALT! Indtil mandag, hvor jeg tilfældigvis fandt dem hos workshoppen shoesandfriends. Så nu fik jeg dem endelig og glæder mig til at bruge dem på arbejdet, hvor jeg har brug for nogle komfortable sko, som man ikke får ondt i fusserne af.

Arbejdet – som i øvrigt går fint, bortset fra at jeg er noget flad om aftenen – deraf de få indlæg lige for tiden… Men jeg er glad og tilfreds og vel nok også bare lidt taknemmelig for, at jeg ikke skulle gå arbejdsløs i mere end et par måneder… Og så virker det som nogle søde mennesker, der hvor jeg er, og i morgen skal jeg drikke den allerførste øl med mine nye kolleger. God torsdag!

Ønskeseddel for 2012

Photobucket

Synes egentlig at det er lidt trist, at man kun skriver ønskesedler til fødselsdage og jul, så jeg har skrevet en lille ønskeseddel over, hvad jeg godt kunne ønske mig af ego-ting i 2012. Planen er, at jeg ved at skrive mine ønsker op, for det første får et overblik over, hvad man “mangler” og omvendt hvad der godt kan undværes for nu. Derudover tror jeg for mit vedkommende, at det vil virke disciplinerende at have sådan en liste og at jeg derved vil kunne undgå fejlkøb og impulskøb, da jeg jo i en længere periode kan gå og overveje listen og derfor måske ikke forfalder til at lænse dankortet ved første givne lejlighed. Eller at “smelte” det, som jeg kan forstå er det nye udtryk blandt dagens ungdom. Det var det i hvert fald blandt de unge piger, der i dag kørte i samme bus som jeg ;)

Det er i den forbindelse ganske påfaldende, at jeg egentlig ikke har så mange tøj-cravings, de fleste ønsker er faktisk dullegrej. Måske er det fordi, at det på et tidspunkt gik op for mig, at det der med lækkert nyt tøj kunne være ret så ligegyldigt, hvis man ligner en gammel træt hund i ansigtet…! Nå, men tænkte også at det jo kunne være sjovt at se ved årets udgang, HVAD jeg så egentlig har investeret i fra listen, om den holdt stik eller om det har vist sig at jeg efter noget tid alligevel ikke rigtigt kunne se nødvendigheden af det….

Jeg ønsker mig:

  • sorte og blå Weekday jeans
  • Sweatshirts
  • Sneakers
  • Et par gode, praktiske men samtidigt fede sandaler til sommer (den bliver svær!)
  • Dermalogica Thermofoliant
  • Dermalogica Daily microfoliant
  • Dermalogica multivitamin power recovery mask (skal først opbruge min REN-masker)
  • Mac pro-long wear concealer (har stadig meget tilbage af min select moisturecover)
  • Bobbi Brown foundation stick (til tasken)
  • En highlighter
  • Mere glimmerneglelak

Se, det var da egentlig ikke så galt, vel? Det dyreste er vist sneakers og Dermalogica produkterne, men så er det jo godt at man har et helt år til at undersøge, hvor man kan få det billigst. Skulle der være nogen der ligger inde med et tip til en europæisk webshop der forhandler Dermalogica til billigere priser end herhjemme, så smid endelig et link.

I dag har jeg første dag på mit nye arbejde (indlægget er forprogrammeret), jubiii, så der går nok lige et par dage førend jeg får skrevet noget herinde igen, da det jo altid kræver lidt ekstra energi at starte på sådan noget :-)

Flere sneaks…

I en ganske lang periode har det for det meste kun været sorte støvler som jeg cravede, men lige nu (og selvfølgelig når vejret er skod!) gider jeg egentlig ikke rigtigt at gå i støvler. Jeg vil meget hellere hoppe rundt i et par som de her fra Sneakersnstuff :)

Getting jiggy with miss Piggy + et par alvorsord pt.3

Jeg har længe ønsket mig den her neglelak og da jeg pludselig kom i tanke om at jeg ville have den på nytårsaften, var den selvfølgelig udsolgt alle steder.  Jeg var selvfølgelig ikke den eneste der var kommet på den tanke at rødt glimmer og nytår nok ville gå ganske godt sammen. Et stykke inde i det nye år fik jeg endelig neglene i den og jeg er helt vild med den! Selvom det hverken er jul eller nytår længere, så synes jeg nu også at den klarer det ganske godt på sådan en helt almindelig kedelig mandag.  Jeg har lagt den ovenpå en rød-orange neglelak (havde desværre ikke sådan en mørkere en, som nok ville passe bedre ellers) og oplevede i den forbindelse et mystisk kemisk fænomen! I første omgang opførte OPI neglelakken sig nemlig som om at den selv troede at den var en neglelak-fjerner!. WTF?? Så jeg blev nødt til lige så stille at påføre OPI, for ikke at fjerne lakken under. Synes det er ret sært, for to gange neglelak ovenpå hinanden burde jo ikke betyde at den nederste forsvinder ved påføring af lag nr. 2!?!?! Nå, det må jeg lægge søvnløs over en anden gang…

I weekenden fik vi overstået de sidste to fødselsdage og i dag har jeg mest af alt restitueret på sofaen og fået læst lidt. Jeg skal jo begynde på mit nye arbejde på onsdag, så det gælder om lige at få de sidste par dage med, hvor jeg selv er herre over min tid. Dvs. helt fri i morgen har jeg nu ikke, der skal  jeg nemlig til mit årlige tjek for livmoderhalskræft. Og ja, grunden til at jeg fortæller det her, er at jeg jo tidligere har skrevet om det her og her og b.la. opfordret andre til at få lavet det der tjek. Hvor træls det så end er. Sidste år endte jeg med en kegleoperation og selvom man jo ikke ved, om det ville have udviklet sig til noget værre (oh gys, oh gru!) så er jeg glad for at jeg har fulgt screeningprogrammet, så det kunne blive opdaget i tide. Og så er det nok også det, der endelig har hjulpet mig til at smide cigaretterne sådan helt og aldeles…Men altså, krydser hårdt fingre for at min undersøgelse i morgen viser, at der ikke er nogen af de nasty forandringer igen og har du ikke fået taget dig sammen til at tage ned til lægen og få det overstået – så kom afsted med dig! Det er dit (under)liv det handler om ;)

Fredagsbattle: cunt vs. chefpik



Ja, undskyld hvis nogen fik morgenkrydderen i den gale hals over indlægstitlen….!  Der er nok ikke så megen tvivl om, at det, de her to numre har til fælles, er, at der er tale om to rappere, som hver især ikke er bange for at benævne de to forskellige kønsdele. Enough said! Jeg er simpelthen VILD med Azaelia, synes hun er det sødeste, sejeste og sjoveste jeg længe har set og hørt. Musikken er normalt slet ikke min kop te og faktisk kunne jeg slet ikke lide nummeret “212″ den første gang jeg hørte det. Nu hører jeg det mindst et par gange i døgnet. Og min yngste dreng går rundt og synger “Ayo” og så et eller andet der lyder som “tall tale”… Han synger heldigvis ikke noget med “cunt”.

Og Jokeren – ja, ud over at han har scoret sig en supermodel, hvilket vel i sig selv er noget af en præstation, når det er gudesmukke Louise P. man taler om, så er det i øvrigt et ret fedt nummer, som den erfarne rapper har fået skruet sammen her i tæt samarbejde med DJ Static. Sidstnævnte kommer snart med sit længe ventede soloalbum “Rolig under pres” (hvor nummeret er fra) – hvis altså man retteligt kan benævne det som sådan, idet han som de der hæp hoppere nu gør, har inviteret diverse cool rappere med på albummet, heriblandt Pharaohe Monch og Promoe.  Jeg er lidt starstruck og synes det er så fedt, at han endelig laver noget “selv”, hvor det er hans eget navn der er i centrum. Og så er han bare en helvedes dygtig dj, som vel nok en hel del efterhånden har haft fornøjelsen af i forskellige sammenhænge. Jeg håber at resten af albummet lever op til den standard som han lægger for dagen i det her nummer.

Der er ingen vinder her. Bare to numre, der er for vilde på hver deres måde. Nu vil jeg skynde mig at få tøj på mig selv og yngstemanden og bagt lidt, før vi bliver invaderet af børnehaven til børnefødselsdag. God fredag!

Gullashsuppe

Photobucket

Charmerende skvulp på på siden af tallerkenen, ikke? Nå ikke…Sådan går det, når jeg skal fumle rundt med både kamera og tallerken med hot suppe på én gang.  Gullashsuppen her har vi spist de sidste to dage. Jeg var blottet for inspiration, vidste ikke hvad jeg skulle lave og havde samtidigt brug for at få tømt køleskabet, så det blev til en rigtig god suppe med kalvekød, oksebouillon, gulerødder, bladselleri, porrer, kartofler og løg. Havde ikke lige selleri eller pastinak, som ellers også hører sig til. Suppen er så simpel, at den nærmest ikke kræver en opskrift, bare brun kød og grøntsager og tilsæt 2 -3 spsk paprika, 2 liter oksebouillon og 3 laurbærblade og vupti, så har man en supernem og virkelig nærende suppe som egner sig rigtigt godt til de her brrrr-dage… Og så er det en af de retter, der er bedre dagen efter.

Barbie

Jeg er ikke  ligefrem Barbie-fan, men jeg anerkender alligevel den indflydelse, på godt og ondt, som den lille dame har haft på hele generationer af kvinder, inklusive mig selv. Billederne her er ikke nye, men nogle som den franske artiste, Jocelyn Grivaud, lavede i forbindelse med Barbies 50 års fødselsdag i 2009 (nu hedder bloggen jo heller ikke the last mover for ingenting, vel?) Faldt bare lige over dem igen og Barbie-fan eller ej, så synes jeg, at de er mægtig fine og en sjov og oplagt måde at indskrive Barbie i vores vestlige kulturhistorie. (Og så for en gangs skyld – af respekt for Barbie –  ikke så meget som et eneste kritisk ord om, hvordan man kunne fortolke Barbie som Venus og blah blah blah…)

230112

Photobucket
Photobucket
Photobucket

Det eneste nytårsfortsæt jeg har, er at jeg skal være bedre til at bruge de ting, jeg allerede i forvejen har i mit skab, i stedet for konstant at ønske mig nyt, nyt, nyt. Her den anden dag lykkedes det rent faktisk at få de der H&M pleather pants på, som jeg vist kun har haft på én eneste sølle gang før. Min yngste var vild med dem. “Åh mor, de er bare så dejlige at røre ved” (sagt, mens han ømt aer mig på benene).

Nu vi er ved børne-historier, der jo som bekendt nok kun er sjove for dem der selv har børn, så kunne jeg ikke lade være med at køre smilebåndet helt op til begge ører over ældste- barnets (netop fyldt 10 år!) begejstrede udbrud foran spejlet her den anden dag “YEAH, sådan mand! Hvor nice, jeg har fået en bums!” Jeg undlod på bedste og mest mor-agtigt nænsomme vis, at oplyse ham om, at det for de fleste andre normalt ikke er en begivenhed, der leder til  glædesudbrud af en sådan størrelsesorden, nok snarere tværtimod… For ham var det nemlig en ganske stor begivenhed, at der var kommet sådan en lille babyzit til syne på hans hage. Og dagen efter begræd han, at den desværre allerede var væk igen. Igen valgte jeg at holde visse oplysninger skjult for ham, for hvis han er særligt “heldig”, så kommer der jo måske ekstra mange her om nogle år. Eller sådan noget. Nogen gange er det heldigvis bare nemmere at holde mund.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.